NYT FRA REGIONEN

Medens vi venter på Sundhedsstrukturkommissionens rapport...

REGION HOVEDSTADEN - 03. januar 2024
Af Susanne Due Kristensen, Regionrådsmedlem for Hillerød og Gribskov kommuner

Så rundede vi endnu en gang et årsskifte. Derfor vil jeg også gerne indlede med at ønske alle et rigtigt godt og lykkebringende nyt 2024.

Der er ingen tvivl om at 2024 bliver et meget spændende år inden for sundhedsområde. I foråret skal Sundhedsstrukturkommissionen nemlig afslutte sit arbejde og give sit bud på den fremtidige organisering af vores sundhedsvæsen.

Den åbenbaring er vi mange der venter på. 

Selv om dygtige ledere og medarbejdere i både kommuner og regioner arbejder hårdt for at løse de mange udfordringer i vores sundhedsvæsen, så oplever jeg også, at flere og flere udviklingsopgaver bliver sat på ”hold” i Region Hovedstaden og i mange kommuner.

For vil penge og kræfter på nye tiltag være spildt, når udkastet til reformen åbenbares? Vil regionerne blive nedlagt, slået sammen eller vil de overtage ansvaret for den samlede sundhedsindsats? Og afhængigt af regionernes skæbne, hvad vil kommunernes opgave så blive?

Det er forståeligt. For afhængigt af de forslag der kommer, og det der vedtages, så kan reformen betyder helt nye arbejdsgange og en anden opgavefordeling mellem regioner og kommuner.

Også klyngesamarbejdet står lidt i stampe. Ikke fordi der mangler indsatsområder eller interesse for at udvikle samarbejdet på tværs, men det mærkes tydeligt, at lysten til at investere i nye tiltag er præget af usikkerhed over for det der venter. Ingen er derfor opsat på at lave de store omlægninger ligesom de penge der skulle understøtte klyngesamarbejdet heller ikke er tilført kommunerne fra staten.

Så alle venter.

Jeg håber derfor at Sundhedsstrukturkommissionens arbejde ikke bliver yderligere udskudt. I vores sundhedsvæsen har vi ikke brug for, at mange gode tiltag, som kan understøtte bedre kvalitet, mere sammenhæng og en hurtigere behandling af patienterne sættes yderligere på stand bye.

Naturligvis skal vi alle være åbne for nye tiltag som kan forbedre vores sundhedsvæsen og det tværsektorielle arbejde med at øge kvaliteten i patient- og borgerforløbene både regionalt og kommunalt. Jeg håber imidlertid ikke, at sundhedsstrukturkommissionen kommer frem til at kommunerne og regioner amputeres som demokratiske organer og at sundhedsvæsnet skal lægges ind under staten.  Det har vi prøvet med H:S for flere år siden. Det var på ingen måde en succes.

Men vi skal også undgå for store omorganiseringer. Kæmpe omorganiseringer har nemlig ofte den ulempe, at de fjerner fokus fra kerneopgaven og overfører fokus på sig selv.

I stedet bør vi fokusere på at understøtte og videreudvikle alle de mange gode initiativer, som allerede er i gang.

Ved at samskrive sundheds- og serviceloven kan arbejdsgangene smidiggøres tværsektorielt så færre kommer i klemme i overgangene og flere får den hjælp de har brug for. Vi har også brug for rammer, som bedre støtter ledere og medarbejderne i at folde deres faglighed ud og kommunikationssystemer, som kan sikre en bedre informationsdeling på tværs af systemer.

Oveni kan tydelige kvalitetsstandarder, kompetenceudvikling og i særdeleshed den fornødne økonomi, bidrage til at kvaliteten kan leveres i både kommuner og regioner.

Så tilpasninger og videreudvikling er der helt sikkert brug for. Der er også brug for afbureaukratiseringstiltag og en stor økonomisk saltvandsindsprøjtning efter mange år med besparelser, flere patienter og flere opgaver. En stor ressourcekrævende omorganisering er til gengæld ikke svaret på de udfordringer i står med i dag, hvis vi fortsat vil have et medmenneskeligt sundhedsvæsen i verdensklasse, som kan tiltrække kvalificerede medarbejdere og ledere, der kan skabe høj kvalitet i patientforløbene.