En blomstrende og bæredygtig kommune
Når vi spørger hinanden, hvad vi synes, der er det bedste ved at bo i Hillerød Kommune, vil de fleste af os pege på de grønne omgivelser. Vi vil passe godt på vores miljø og natur, så vores børn kan vokse op i en kommune, der er mindre forurenet og mere bæredygtig.
Socialdemokraterne ønsker flere ændringer i vores kommune og i vores levevis for at minimere vores forurening af luft, vand og jord. Vi vil udvikle ideerne sammen med andre, ikke mindst de unge. Det gælder deres fremtid her på vores grønne plet i hjertet af Nordsjælland. Vi ønsker i det hele taget at gøre det muligt og lettere for os alle at tage ansvar for den grønne omstilling. Klima-og miljøproblemer er globale og lokale på én gang, og problemerne er menneskeskabte, så det er bare at komme i gang.