NYT FRA REGIONEN

Svaret på en presset Børne- og Ungepsykiatri er ikke at gøre mere af det samme

REGION HOVEDSTADEN - 04. april 2024
Af Susanne Due Kristensen, Regionrådsmedlem for Hillerød og Gribskov kommuner og medlem af Psykiatri- og socialudvalgetudvalget i Region H

Børne-ungepsykiatrien i Region Hovedstaden er på ingen måde brudt sammen, som en skribent i politikken forleden påstod. Men den er voldsomt presset. Derfor er vi også hele tiden i gang med at udvikle og implementere en lang række nye initiativer, som skal imødegå den store udfordring det er, at flere og flere børn-og unge mistrives, og at flere henvises til udredning og behandling i hospitalspsykiatrien. Det er ikke kun Region Hovedstaden, som står med denne udfordring. Det er en verdensomspændende udfordring.

Siden 2015 er antallet af henvisninger til Børne- og Ungepsykiatrien i Region Hovedstaden steget fra 3076 i år 2014 til 6366 i 2023, en stigning på over 50%. Hver uge modtager visitationen i Børne-Unge psykiatrien 122 nye henvisninger. Selv om vi de sidste år har ansat mange nye medarbejdere i Børne-Ungepsykiatrien, og i 2023 gennemførte 14.809 behandlingsforløb mod 10.806 i 2020, så er det fortsat en stor udfordring at følge med den vedvarende efterspørgsel på udredning og behandling. Ikke mindst fordi vi samtidig begrænses kapacitetsmæssigt af rekrutteringsudfordringer, en stram driftsøkonomi og manglende råderum til at udbygge og forny de fysiske faciliteter, som der er behov for.

Vi kan heller ikke løse udfordringen med lange ventetider på udredning og behandling ved blot at henvise flere børn og unge til udredning og behandling i privat regi, for der er ventetiden mange steder lige så lang som i Region Hovedstaden.

I den socialdemokratiske regionrådsgruppe tror vi ikke på, at udfordringerne kan løses ved at gøre mere at det samme. Vi skal simpelthen tænke i nye baner.

Den nye 10 års plan har derfor i min optik det helt rigtigt fokus.

Vi skal gøre mere for at styrke forebyggelsen sammen med kommunerne tættere på borgerne i deres nærmiljø. Det vil både gavne børnene, familierne, kommunerne og lette presset på hospitalspsykiatrien.

Særligt de mange positive erfaringer med STIME (et tværsektorielt samarbejde om børn i mistrivsel udviklet af Region Hovedstaden i et samarbejde med kommunerne) tyder på, at hvis vi kan sætte hurtigere ind med fremskudte og mindre indgribende foranstaltninger ved bl.a. angst, tristhed eller begyndende selvskade, så kan vi hjælpe flere børn og familier, så mistrivsel ikke udvikler sig til egentlig psykisk sygdom.

STIME er da også omtalt positivt i regeringens 10-års plan som et eksempel på et let tilgængeligt tilbud i kommunerne. I Region Hovestaden har vi Socialdemokrater de sidste 7-8 år arbejdet for, at STIME oprettes i alle Region Hovedstadens 29 kommuner. Det er i skivende stund lykkedes at få oprettet STIME i over 20 kommuner i Region Hovedstaden, herunder i Hillerød og Gribskov kommuner. Vi håber, at få alle 29 kommuner med inden 2026.

Et andet samarbejde er KIT, som bl.a. har fokus på en mere koordineret indsats mellem kommunerne og regionen. Samtidig er vi i fuld gang med at opruste og udbygge Internetpsykiatrien og de udegående teams. Vi samarbejder og udvikler desuden nye tilbud sammen med almen praksis, speciallægerne og psykologerne, så flere børn og unge hurtigere kan få den rette hjælp tættere på, når mistrivsel og psykisk sygdom opstår.

Kan vi gennem det forebyggende arbejde nedbringe de mange henvisninger til psykiatrien vil det samtidig betyde, at presset lettes på hospitalspsykiatrien, så der skabes hurtigere adgang til hospitalsbehandling for de børn og unge, som har brug for mere intensive forløb.

Men vi mangler fortsat ny viden om hvorfor så mange børn og unge mistrives, så vi på et evidensbaseret grundlag bedre kan målrette indsatserne. Derfor har vi også et stort fokus på at styrke forskningen både ressourcemæssigt og økonomisk.

Så Region Hovedstadens psykiatri er på ingen måde brudt sammen, men er naturligvis presset af en meget voldsom stigning i antallet af antal henvisninger i Børne- Unge Psykiatrien og manglende økonomiske ressourcer, der ikke følger med i takt med stigningen. Men vi arbejder politisk målrettet på at vende udviklingen i Region Hovedstaden Børne- og Ungepsykiatri og det i et tæt samarbejde med vores dygtige ledere og medarbejdere, både internt i Regionen, men også i et tæt samarbejde med de øvrige regioner, kommunerne, almen praksis og andre relevante samarbejdspartnere. - Og det skal nok lykkedes.