NYT FRA REGIONEN

Flot budgetforlig i Region Hovedstaden 2025-28

REGION HOVEDSTADEN - 12. september 2024
Af Susanne Due Kristensen, Regionrådsmedlem for Hillerød og Gribskov kommuner

Så fik vi landet et virkeligt flot budgetforlig i Region Hovedstaden med et solidt Socialdemokratisk aftryk. Der er rigtigt mange nye og gode initiativer. Alle partier er med i det nye forlig.

Jeg er især glad for vi igen kan styrke psykiatrien, særligt Børne-unge psykiatrien, indsatsen for mennesker i udsathed og sikkerheden for medarbejderne. Der er også sat penge af til at styrke evalueringsansættelserne, så flere herboende udenlandske sygeplejersker kan opnå autorisation og styrke bemandingen på vores afdelinger, samtidig med at vi aflaster de afdelinger der har taget denne ret omfattende opgave på sig.

Og så er der fundet penge til et omsorgstopmøde, så vi kan få mere fokus på omsorgsdelen i et medmenneskeligt sundhedsvæsen. Sidst men ikke mindst er der sat penge af udvide natdriften på busser og driften på flere lokalbaner. En livsnerve i Nordsjælland.
 

Her et lille af udpluk af nogle af de gode initiativer:

Fødeområdet får tilført 7,5 mio. kr. årligt de næste fire år

22,7 mio. kr. årligt de næste fire år til øget sikkerhed i psykiatrien; herunder sikkerhedsvagter.

2,5 mio. kr. om året til en styrket palliativ indsats.

4 mio. kr. årligt til bedre behandlingsmuligheder for patienter med rusmiddelproblematikker.

Udbredelse af gadeplansteams til herberg og væresteder. 2 mio. kr. i 2025 og 4 mio. kr. i årene efter.

13,8 mio. kr. over de næste fire år til udkørende røntgen og blodprøvetagning på plejecentre og på sociale bosteder.

14,6 mio. kr. over de næste fire år til at tiltrække udenlandsk arbejdskraft og øge antallet af evalueringsansættelser.

2. mio. kr. årligt frem mod 2027 til udvikling af nye metoder til oprensning af PFAS-forurening.

3,7 mio. kr. årligt til at styrke den kollektive trafik; herunder 2,7 mio. kr. til lokalbanerne og 1 mio. kr. til bedre natbetjening i den regionale kollektive trafik.

44 mio. kr. i anlægsmidler i 2025 blandt andet til at genstarte renoveringsplanen.

Du kan læse hele aftalen i nedenstående link:

Læs mere om budgetaftalen.