NYT FRA REGIONEN
Udenlandske sygeplejerske får bedre muligheder for job i Region Hovedstaden
REGION HOVEDSTADEN - 15. september 2024
Af Lars Gaardhøj (S), formand for regionsrådet og Susanne Due Kristensen (S), formand for udvalget for fastholdelse og rekruttering
At forene det bedste fra to verdener er sjældent nogen let øvelse. Men gevinsten er anstrengelserne værd. Opgaven med at kvalificere internationale sygeplejersker til at pleje og behandle patienter i det danske sundhedsvæsen er ingen undtagelse. Indkøringen kræver en kæmpe indsats af hospitalerne, afdelingerne og kollegerne. Til gengæld kommer der dygtige medarbejdere ud i en anden ende.
Region Hovedstaden går derfor nye veje for at gøre det lettere for kvalificeret sundhedspersonale med udenlandsk baggrund og godkendt uddannelse at søge job og praktiserer på hospitalerne. Det gavner såvel patienter som personale, hver gang det lykkes at ansætte kvalificerede medarbejdere med international baggrund inden for de faggrupper, hvor efterspørgslen er stor. Jo mere effektive procedurerne er, jo smidigere kan de udenlandske medarbejdere glide ind i arbejdet, vanerne og rutinerne på afdelingerne.
Selvom uddannelsen fra hjemlandet er godkendt af Styrelsen for Patientsikkerhed, så skal den udenlandske sygeplejerske gennemføre ½ års evalueringsansættelse på et hospital for at opnå dansk autorisation som sygeplejerske. Omkring 130 – primært iranske – sygeplejersker har det seneste år arbejdet på hospitaler i Region Hovedstaden som led i en evalueringsansættelse. Heraf er 85 efterfølgende ansat i en ordinær stilling som sygeplejerske på et hospital i Region Hovedstaden, mens 32 fortsat er i gang med evalueringsansættelsen. De sidste 13 er ophørt i ansættelsen, enten undervejs eller efter evalueringsansættelsen er gennemført.
Men endnu flere sygeplejersker uddannet uden for EU står klar til at afhjælpe manglen på sygeplejersker. Mange ansøgere til evalueringsstillinger henvender sig direkte til hospitalerne, og hidtil har de administrative procedurer trukket hårdt på afdelingernes velvilje og ressourcer. I en travl hverdag kræver det samtidig meget af det faste personale at skulle oplære de udenlandske kolleger og vurdere deres faglige kompetencer og afgøre, om de er i stand til at kommunikere med patienter og øvrigt sundhedspersonale. Nu gør vi processen så effektiv og smidig som muligt for hospitalsafdelingerne og tilbyder de internationale sygeplejersker et endnu bedre uddannelsesforløb udviklet i tæt samarbejde med hospitalerne og på baggrund af deres erfaringer.
Helt konkret letter en særlig kandidatbank de administrative procedurer. Sprogscreening hjælper med at finde de rigtige kandidater, og et målrettet undervisningsforløb styrker de udenlandske sygeplejersker, så de bedre forstår de kulturelle normer og taler godt nok dansk til at begå sig i sundhedsvæsenet. Samtidig skal et særligt vejlederkursus i kultur- og sprogforståelse løfte kvaliteten i evalueringsansættelsen.
Kandidatbanken tilgås fra regionens hjemmeside, hvor sygeplejersker kan søge om at få en evalueringsansættelse, angive ønsket arbejdssted og finde fakta om forløbet. Det gør ansøgningsprocessen nemmere for både sygeplejerskerne og for hospitalsafdelingerne. Derudover er der etableret et fælles tilbud om sprogscreening, undervisning i sundhedsdansk, et vejlederkursus samt et særligt redskab til at vurderer deres kompetencer, så vurderingen af udenlandske sygeplejersker bliver strømlinet.
Med kandidatbanken, der allerede nærmer sig 100 navne, kan hospitalerne få et samlet overblik over kandidater til evalueringsansættelserne, og den mere strukturerede rekrutteringsproces aflaster dem i forhold til de stadig flere internationale ansøgninger, de modtager. I første omgang er indsatsen rettet mod sygeplejersker, men vil på sigt også omfatte øvrige relevante sundhedsprofessionelle faggrupper med patientkontakt. Derfor ligger der nu et budgetforslag i Region Hovedstaden om at sikre indsatsen fremover ved at oprette et team med specialistviden om, hvordan international arbejdskraft rekrutteres og fastholdes på det danske arbejdsmarked.
Et af de hospitaler i regionen, der har oplevet stor interesse fra udenlandske sygeplejersker, er Herlev og Gentofte Hospital. Hver uge lægger 30 iranske sygeplejersker billet ind på de særlige 6-måneders evalueringsansættelser, som er nødvendige, hvis man som sygeplejerske fra et land uden for EU og EØS vil opnå autorisation til at arbejde i Danmark. Også Hjerteafdelingen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, der i sommeren 2022 havde mange vakante stillinger, har mærket stor og stigende interesse fra særligt iranske ansøgere. Måske de kunne være med til at løse udfordringerne med at rekruttere nyt personale?
Og det kunne de. Integration af de iranske sygeplejersker blev sat på formel og et decideret program for evalueringsforløbet udviklet. Det krævede økonomiske og menneskelige ressourcer, men erfaringerne er vigtige i forhold til ønsket om at effektivisere og strømline processen i hele regionen. Det er for eksempel individuelt, hvor lang tid den enkelte udenlandske sygeplejerske har brug for, inden vedkommende reelt kan gå i gang med den 6-måneders evalueringsansættelse.
Der er nemlig andet og mere end faglighed i spil - sprog, kultur og andre måder at gøre tingene på. Eksempelvis er tværfagligheden omkring patienten høj i Danmark. Derfor forventes alle faggrupper at byde ind med deres faglige vurdering af, hvad der er bedst for patienten – og gå i dialog med såvel læger som oversygeplejersker. Det er iranerne ikke vant til.
I forhold til ansættelserne er det en vigtig overvejelse ikke at dræne andre lande for kompetencer. Derfor har vi særligt fokus på de sygeplejersker, der allerede er i landet, herunder flygtninge. Udenlandsk sundhedspersonale er ikke hele løsningen på udfordringerne med at rekruttere og fastholde sundhedsfaglige medarbejdere. Men det er en del af løsningen. Vi vil fortsat have stor opmærksomhed på at rekruttere og tilknytte både nyansatte og det erfarne personale.
Det handler blandt andet om attraktive karriereveje og et godt arbejdsmiljø. Visionen om at udvikle indsatsen i forhold til rekruttering af international sundhedspersonale indgår i den politiske behandling af budgettet for 2025. At forene det bedste fra to verdener koster – forhåbentlig vil et flertal i regionsrådet være med til at styrke området, så længe det gavner såvel patienter som medarbejdere.