NYHEDER & DEBAT

Opvisningsstadion på Hillerød Stadion

NYHED - 23. september 2024
Af Socialdemokratiet i Hillerød

Socialdemokratiet i Hillerød står bag ønsket om, at der kommer et opvisningsstadion på Hillerød Stadion, som kan godkendes af Divisionsforeningen. Byrådet har sat penge af til banen i kommunens budget.

Divisionsforeningen stiller nogle ret konkrete krav til stadion, men bidrager ikke selv til finansieringen af dem.

Vi har i kommunens budget afsat cirka halvdelen af det nødvendige beløb, nemlig 18,8 mio. kr. til selve banen, og dermed udestår cirka 20 mio. kr., fordi det samlet koster omkring 40 mio. kr. at leve op til Divisionsforeningens krav.

Vi beder ikke breddefoldbolden, Hillerød Fodbold, finde de resterende midler, men Hillerød Fodbold Elite/HFE, som er et A/S og virksomhed, og forventer, at HFE A/S tager ansvar for de manglende 20 millioner.

Når vi har hele finansieringen på plads, skal der udformes en lokalplan. Byrådet imødekom for noget tid siden et ønske fra fodbolden om, at vi skulle arbejde med en dispensation fra den gældende lokalplan, men det ønske er trukket tilbage. Dette arbejde var stort set lige så omfattende som at arbejde med en egentlig lokalplan. Både dispensationer og lokalplaner skal udarbejdes med høringer af borgere, skal overholde lovgivning og der kan klages over dem. Hvis der bliver klaget, er det sidste ord ikke byrådets men klagenævnets.

Nogle hævder, at man bygger hurtigere i andre kommuner. I andre kommuner har plangrundlaget dog været på plads, og så er det alene byggeperioden og ikke også planperioden, der skal regnes med.

Nu er beslutningen med budgetaftalen at sikre hele finansieringen til projektet og så sætte arbejdet i gang med en ny lokalplan. Vi må ikke bygge 1. divisionsbanen uden en lokalplan der passer til de anlæg, der kræves.

Nedenfor kan du se årets budgetaftale mellem de allerfleste partier i byrådet. Du kan se, at de 18,8 mio. kr. stadig er i planen; de er alene blevet rykket i anlægsplanen, som strækker sig over nogle år, fordi pengene ikke kan bruges, før der er en endelig godkendt lokalplan. Vi beder om afklaringen fra HFE indenfor 5-6 måneder, fordi vi ved, at tid er en vigtig faktor.

Budgetaftalen:
’’Muligheden for 1. divisionsstadion på Hillerød Stadion skal afklares -Vi fastholder 18,8 mio. kr. til selve banen, som det fremgår af anlægsplanen, og beder Hillerød Fodbold Elite/HFE om i 1. kvartal 2025 eller inden at fortælle byrådet, om HFE kan rejse 20-21 mio. kr. som mangler ud af de ca. 40 mio. kr., før der kan opføres et opvisningsstadion, som kan leve op til Divisionsforeningens krav. På denne måde kan vi til den første budgetopfølgning i 2025 tage stilling til, hvordan de 18,8 mio. kr. kan bruges til elementer af udviklingsplanen for Hillerød Stadion.

Vi sætter ikke projektering og lokalplansarbejde i gang forud for den finansielle afklaring, og lokalplansarbejde vil indgå i den almindelige prioritering af lokalplaner.

Såfremt HFE ikke kan skabe finansieringen til etablering af 1. divisionsbanen, vil vi se på et forslag om at medvirke til betaling af det beløb, HFE betaler for at spille på et stadion godkendt til 1. division. Det kræver, at HFE har permanent udbyttebegrænsning.’’