NYT FRA REGIONEN

Bedre lægedækning i yderområderne er første skridt på vejen til mere lighed og sundhed for flere

REGION HOVEDSTADEN - 23. februar 2025
Af Susanne Due Kristensen, Regionrådsmedlem for Hillerød og Gribskov kommuner

Der flyver mange rygter om hvordan læger skal ”tvangsudskrives” til nye områder for at sikre alle patienter en bedre og mere retfærdig lægedækning i den nye storregion Øst. Det er dog et stykke fra sandheden.

Der er i forlængelse af sundhedsreformen lavet en delaftale om mellem Danske regioner og Regeringen om, at der skal ske en overordnet fordeling af de alment praktiserende læger og læger ansat i almenmedicinske tilbud ud fra en ny national standard. Derfor må der det næste ½ år kun må oprettes nye praksis i de 17 kommuner som har den dårligste lægedækning. Det er primært i områder som Vestsjælland, Nordjylland, på Lolland-falser og Møn. Samtidig er der kommet en begrænsning på antallet af almenspeciallæger som må ansættes på fx hospitalerne i Region Hovedstaden.

Der er således ikke tale om at eksisterende lægepraksis skal lukkes eller hospitalslæger flyttes med ”magt”, men om en form for ansættelsesstop pr. 1. januar 2025 i de områder, hvor tilstedeværelsen af læger er størst og hvor borgernes sundhedstilstand generelt er bedst. Samtidig vil man tilbyde bedre ansættelses og arbejdsvilkår for lægerne i yderområderne, fx bedre honorering og mere tid til den enkelte patient.  Håbet er, at det vil motivere flere læger til at søge ud i yderområderne, hvor manglen på læger er størst og sundhedstilstanden hos borgerne dårligst.

Det er god socialdemokratisk politik, som taler direkte ind i mere lighed i sundhed for flere.

Det kan selvfølgelig godt betyde mere pres på de praktiserende læger i nogle områder af Region Hovedstaden fx i de områder, hvor befolkningstilvæksten stiger. En løsning af de udfordringer er Region Hovedstaden i god dialog med de praktiserende læger om, at finde løsninger på. Lægerne er nemlig også enige i, at vi skal uligheden til livs.

Lige nu vi mangler vi alment praktiserende læger og speciallæger. Derfor må vi retfærdighedsvis dele de ressourcer der er til rådighed.

Den nationale ambition er dog, at vi i 2035 har 5000 flere speciallæger i almen medicin og dermed kan sikre en bedre lægedækning i hele landet. De praktiserende læger bliver nemlig en vigtigt brik i sundhedsreformen, og vigtige tovholdere i et nært sundhedsvæsen, hvor mere skal behandles tæt på borgerne.